Området

Geografiske oplysninger
Landsbyen Kotli beliggende i Indiens nordlige delstat Uttarakhand i regionen Kumaun - Almora District. Grænser i nord til Tibet, mod øst til Nepal, mod syd til den indiske delstat Uttar Pradesh og i vest mod delstaten Himachal Pradesh. Kumauns areal er 21.035 kvadratkilometer, hvoraf kun 14 % er dyrkbar jord. Kumaun varierer i højden fra 300 til mere end 7000 m over havet.

Klimaet i Kumaun
Temperaturen varierer over året fra minus grader til +40 grader. I de højere beliggende områder er det ikke usædvanligt med sne.
Forår: Marts - april.
Sommer: April - juli.
Monsun: Juli - september.
Efterår: September - oktober.
Vinter: November - februar.
Monsunen kommer fra sydvest og er kraftigst imellem juli og august.

Indbyggerne i Kotli
Landsbyen Kotli har 91 husstande med i alt 613 indbyggere, mest kvinder og børn, da mange mænd er rejst til de større byer for at arbejde.
Eneste erhverv er landbrug, og alle er afhængige af årets høst.
Landejendommene er bygget i sten, men uden anden varmekilde end et åbent ildsted i husets eneste rum, som også er husets køkken.
Alle familiens generationer bor sammen, og bedstemoderen passer børn og laver mad, så længe hun magter det, derefter tager svigerdatteren over.

Projektet omfatter beplantning af syv hektar jord ejet af landsby-fællesskaberne. Den nuværende beplantning på bjergskråninger er fortrinsvis fyrretræer.
Projektet er udarbejdet af Mr. Manoj Sanwal, skovkyndig med 15 års erfaring fra skovene i Almora-distriktet og organisationen Mahila Haat med Krishna Bisht som ansvarlig leder.

Almora finder du på kortet nedenfor ved rød cirkel; klik den for at se placering på Google Maps. Kotli ligger ca. 250 km NV for Almora, som ligger ca. 350 km ØNØ for New Delhi.

Områdets historie
I slutningen af 1800 tallet, hvor Indien var en koloni under England, brugte englænderne området til sommerresidenser. Klimaet var køligere end i de store byer, og de skovklædte bjerge var - som også i dag - meget smukke.
Bjergene var bevokset fortrinsvis med cedertræer, en meget hård træsort. Englænderne fandt hurtigt ud af, at der var mange penge at tjene på træet, og der var masser af arbejdskraft i befolkningen til fældningen.
I stedet for de fældede cedertræer plantede man hurtigtvoksende fyrretræer.
Det uheldige er bare, at fyrretræernes rodnet, i modsætning til cedertræernes, er så overfladisk, at træerne vælter, når vand og mudder fosser ned ad bjerget i monsuntiden.
Resultatet ses nu tydeligt på bjergskråningerne, og kvindernes omhyggeligt dyrkede marker overdænges af mudder, sten og væltede fyrretræer. Skovbunden under fyrretræerne er bar, gold og syreholdig, og buske med frugter og bær, som er så vigtige for landsbyboernes kost, kan ikke trives dér.
 

Almora Almora, Uttarakhand

w w w . m i t h i m a l a y a t r a e . d k